menu
Artikler om fertilitet | Gode råd til at opnå graviditet

Lær at beregne din ægløsning og sæt skub i graviditets- planlægningen

Ønsker du at blive gravid er det vigtigt, at du kender din egen krop, de signaler den giver fra sig i løbet af cyklus, samt hvornår du har ægløsning.

I denne artikel vil vi give dig alle de informationer, du behøver, for at du kan finde din ægløsning, lære dig hvordan du beregner hvornår du har ægløsning, og fortælle dig hvordan du kan sætte skub i din graviditetsplanlægning.

Hvornår starter ægløsning?

En kvinde har muligheden for at blive gravid fra første gang, hun får sin ægløsning. Dette sker, når hun som ung pige går i puberteten, og hendes cyklus begynder. Den første ægløsning finder sted, inden den unge pige får sin første menstruation, og dermed også inden hun er klar over, at hun nu kan blive gravid, hvis hun har samleje.

De mange æg i hendes æggestokke blev dannet allerede, da hun selv var et lille foster inde i sin mors mave. Når hun når puberteten begynder æggene ét ad gangen at blive frigivet, når hun har ægløsning, og hendes cyklus er startet. De næste mange år vil hun med 25-32 dages mellemrum få sin menstruation og bløde omkring 3-5 dage.

Hvor sidder æggestokkene?

Æggestokkene ligger på hver side af livmoderen – når du har ægløsning, frigør æggestokkene æg som kommer ud i æggelederne som er omkring 10 cm lange hos en voksen kvinde. Dine æggestokke producerer også de kvindelige hormoner østrogen og progesteron.

Ægløsning er en del af din cyklus

En kvindes cyklus er styret af hormoner og varer typisk 25-32 dage. I løbet af denne periode sørger de forskellige hormoner for, at kvinden får ægløsning og har mulighed for at blive gravid.

Det mest tydelige tegn på, at endnu en cyklus nu er gennemgået, er når en kvinde får sin menstruation. Menstruation er et tegn på, at hun ikke blev gravid, og kroppen skiller sig nu af med det øverste af livmoderslimhinden samt det ubefrugtede æg.

Hvad sker der i kroppen under ægløsning?

Efter menstruationen er overstået, begynder kvindens krop igen at gøre sig klar til en eventuel graviditet ved at opbygge en tykkere livmoderslimhinde. Det er nemlig her, det befrugtede æg skal sætte sig fast og begynde at udvikle sig til et foster, og den tykke livmoderslimhinde er derfor livsnødvendig for at en graviditet kan udvikle sig.

Samtidig begynder flere af kvindens follikler – den blære som selve ægget ligger indeni – i æggestokkene at udvikle sig og vokse. De skal nå at modnes og nå en størrelse på ca. 20 mm, inden kvinden får ægløsning.

Skedens udflåd ændrer konsistens, for at gøre det lettere for sædceller at nå frem til ægget. Nu er kvindens krop i gang med de sidste forberedelser, før ægløsning skal ske.

Omkring 1½ døgn før ægløsningen stiger det luteiniserende hormon (LH) voldsomt. Nu brister folliklen, som indeholder ægget, og det opsamles af æggelederen. Det er i æggelederen, at ægget skal befrugtes af en sædcelle, og hvor muligheden for graviditet opstår.

Folliklen, som ægget lå inde i, bliver omdannet til “det gule legeme”, der begynder at producere hormonet progesteron – også kaldet det graviditetsbevarende hormon. Progesteron sørger for, at du ikke får menstruation, hvis du ægget er befrugtet, og du er gravid.

Indenfor de næste 12-24 kan ægget nu blive befrugtet. Sker det ikke, vil ægget gå til grunde.

Menstruation – hvis ægløsningen ikke fører til graviditet

Bliver kvinden ikke gravid vil “det gule legeme” gå til grunde, produktionen af progesteron vil stoppe, og livmoderen skiller sig af med den overskydende slimhinde og det ubefrugtede æg. Kvinden vil altså igen få sin menstruation, og hendes cyklus starter herefter forfra igen.

Hver cyklus vil denne proces gentage sig, indtil den dag kvinden bliver gravid, eller hun ikke længere har flere æg i sine æggestokke og går ind i overgangsalderen. Når hun når dertil, har hun ikke længere mulighed for at blive gravid naturligt.

Hvornår har man ægløsning? Beregn din ægløsning

I modsætning til menstruation, er en ægløsning ikke særlig synlig og der er svært at spore symptomer på ægløsning. Derfor kan det også være vanskeligt at finde ud af, præcis hvornår man har ægløsning. Hvis man er meget opmærksom på kroppens signaler, vil man dog ofte kunne se nogle symptomer op til og under ægløsning.

Man regner med, at en kvinde har ægløsning 12-16 dage, inden hun får sin menstruation. Du kan altså ikke være sikker på, at din ægløsning finder sted præcis 14 dage inden din menstruation.

Ved at bruge en ægløsningsberegner kan du finde ud af nogenlunde, hvornår du formentlig har ægløsning. Ægløsningstests kan også hjælpe dig med at finde det præcise tidspunkt for din ægløsning og dem kan du trygt købe hos os. 

Hvilke symptomer har man ved ægløsning?

Mange kvinder lægger ikke mærke til, hvornår de har ægløsning, da de ikke er klar over, hvordan ægløsning føles. Men selvom tegnene ikke er så tydelige, så er der faktisk nogle ting, som du kan holde øje med, hvis du vil have en indikation af, hvornår din ægløsning er på vej.

  • Pletblødninger – Hvis du oplever små pletblødninger omkring 12-16 dage før din menstruation, kan det skyldes ægløsning.
  • Ændret udflåd – Dit udflåd fra skeden ændrer sig gennem hele din cyklus. Omkring ægløsningstidspunktet vil du typisk opleve, at du har mere udflåd og det har en konsistens, der minder om æggehvide og kan strækkes. Det sker, fordi denne type udflåd gør det nemmere for sædcellerne at nå ægget.
  • Ubehag eller smerte i den ene side, hvor æggestokken sidder – Nogle kvinder kan mærke en stikken i siden, når ægget løsner sig fra æggestokken.
  • Øget sexlyst – Fra naturens side er din krop indrettet, så din sexlyst stiger, når du er mest frugtbar og chancen for at blive gravid er størst. Hvis du får mere lyst til sex og føler dig mere kvindelig, kan det være tegn på, at din ægløsning er lige om hjørnet.
  • Øget temperatur – Holder du øje med din temperatur i løbet af din cyklus, vil du bemærke, at temperaturen stiger op mod 0,5 grader. Dette sker dog først lige EFTER ægløsningen.
  • Positiv ægløsningstest – Tager du ægløsningstest vil den blive positiv ca. 1½ døgn inden din ægløsning.

Ægløsning og graviditet

Hvis du kun har få symptomer op til ægløsningstidspunktet, eller måske slet ikke har nogen anelse om, hvornår din ægløsning sker, er du helt normal. Du kan sagtens blive gravid, selv om du ikke ved, præcis hvornår du har ægløsning.

For at kunne blive gravid skal du have samleje lige op til din ægløsning, men hvis du blot sørger for at have regelmæssigt, ubeskyttet samleje igennem hele din cyklus, så er der gode chancer for også at ramme tæt på ægløsningstidspunktet.

Har du samleje hver 2-3. dag fra din menstruation slutter, til den starter igen, så har du en god chance for at ramme ægløsningstidspunktet og dermed at kunne blive gravid. Vil du være mere sikker, kan du også vælge at tage en ægløsningstest, som kan fortælle dig, hvornår der er størst chance for at blive gravid.

Forhåbentlig bliver de næste signaler din krop sender dig tegn på graviditet. Når du mærker de første symptomer på, at du er gravid, eller når du lægger mærke til de først graviditetstegn, kan du tage en graviditetstest og få svar på, om du er gravid.

Hvor længe har man ægløsning?

Ægløsning er en stor begivenhed, der kan resultere i graviditet og skabelsen af nyt liv. Men selve ægløsningen, der er første skridt mod skabelsen af en baby, tager ikke ret lang tid. Faktisk går der kun ganske få minutter fra folliklen brister, til ægget ligger trygt inde i din æggeleder.

Derefter er der en nedtælling på 12-24 timer, som er den tidsperiode, hvor ægget kan befrugtes. Derfor kan du øge dine chancer for graviditet ved at holde øje med din cyklus og forsøge at ramme tidspunktet for ægløsning.

Ægløsning og kroppens temperatur – der er en sammenhæng

Mange kvinder får at vide, at hvis de tager deres temperatur hver morgen, så kan de finde frem til tidspunktet for ægløsningen og optimere chancerne for at blive gravide. Dette er dog ikke helt rigtigt.

Temperaturen stiger nemlig først, efter ægløsningen har fundet sted. For at kunne udregne, hvornår man har ægløsning, er det derfor nødvendigt at tage temperaturen gennem flere cyklusser. Herefter vil man måske kunne se et mønster i, hvornår i ens cyklus at ægløsningstidspunktet ligger.

De efterfølgende måneder kan man så bruge den viden til at forsøge at have samleje så tæt på den dag i sin cyklus som muligt og derved øg sine chance for at blive gravid.

Bruger du denne metode, skal du dog være opmærksom på, at alle kroppe er forskellige, og at cyklus ikke nødvendigvis er helt ens hver måned. Ægløsningstidspunktet kan af mange årsager flytte på sig, og nogle måneder finde på at blive helt væk.

Får man altid ægløsning efter menstruation?

Det vil måske komme som en overraskelse for dig, men det er normalt, at kvinder ikke har ægløsning hver måned. Man regner med, at helt normale og fertile kvinder springer 1-2 ægløsninger over hvert år.

Ved ægløsning – hvornår er det bedst at have samleje?

Det går kun ca. et døgn, fra et æg løsnes fra æggestokken, til det ikke længere kan befrugtes. Det er altså en ret kort periode i løbet af hver cyklus, at du har mulighed for at blive gravid. Netop derfor kan det være en god ide at holde øje med din ægløsning, hvis du vil øge dine chancer for en graviditet.

Da sædceller kan overleve et par dage inde i livmoderen og æggelederne, er det dog også muligt at blive gravid, hvis du har samleje de sidste 2-3 dage inden ægløsning. For at øge din chance mest muligt, gælder det derfor om at have samleje inden ægløsningen for at sikre, at der er sædceller til stede, når ægget er klar.

Når du har fundet ud af, hvornår du har ægløsning, kan du derfor regne ud, at du har størst sandsynlighed for at blive gravid ved at have samleje i dagene op til. Det bedste, du kan gøre, er at have samleje 2-3 dage før ægløsningstidspunktet og gerne også på selve ægløsningsdagen.

Ægløsningstest – hvordan bruges de?

Den nemmeste måde at finde tidspunktet for din ægløsning er ved at bruge en ægløsningstest.

Positiv babyplan ægløsningstest strimmel
Positiv ægløsningstest med 2 tydelige streger.

Ægløsningstest kan fås i forskellige variationer, udformet som en strimmel, stav eller indbygget i en fertilitetsmonitor. Testen måler efter det luteiniserende hormon (LH), som indikerer, at ægløsningstidspunktet er tæt på. Når stigningen sker, vil der gå ca. 37 timer, inden du har ægløsning.

Ægløsningstests er nemme at bruge, men nogle kvinder kan have svært ved at fange netop det tidspunkt i cyklus, hvor LH stiger kraftigt. Man kan enten være nødt til at teste flere gange på et døgn, eller bruge en fertilitetsmonitor, som også måler efter andre hormoner og derfor er endnu mere præcis.

Hvornår bliver en ægløsningstest positiv?

En ægløsningstest bliver positiv ca. 37 timer før ægløsningen. Når du har fået den første positive ægløsningstest i din cyklus, behøver du ikke tage flere tests, men kan i stedet overveje at forføre din partner. Det er nemlig nu, at der er størst chance for, at samleje fører til en graviditet.

Ægløsningstest kan fås i mange forskellige indpakninger alt efter dit behov og dine ønsker. Fra de helt billige strimler, til de lidt dyrere stave.

Eller måske vil du i stedet gå et skridt længere og bestille en ægløsningstest med dobbelt hormonindikator. Med den i hånden kan du få besked om, at ægløsningstidspunktet nærmer sig, allerede 2 dage tidligere, end hvis du bruger en almindelig ægløsningstest.

Relaterede artikler

Mange ting i din hverdag og din livsstil kan påvirke muligheden for at du kan blive gravid. I denne artikel kan du læse hvilke ting du skal være opmærksom på.

Læs mere

At blive gravid må være den største motivationsfaktor til at ændre dårlige kostvaner. Vi giver dig her 7 sunde kostråd, der kan forbedre din fertilitet og øge din chance for at opnå graviditet.

Læs mere

Din livsstil påvirker din chance for graviditet, og du kan gøre meget for at forbedre fertiliteten. Læs om urter, der er kendt for at styrke fertiliteten her.

Læs mere

Beregn ægløsning problemfrit, enkelt og nemt. For dig som ønsker at blive gravid og som har problemer med beregn ægløsning, så kig med her. Vi tilbyder effektiv og hurtig test, online nemt og billigt. Beregning af ægløsning Få en effektiv beregning af ægløsning via Billige-teste.dk. Du bestiller blot online og vi leverer gratis ved køb […]

Læs mere

Tilbage til alle artikler