Jeg er gravid, hvad nu?
Du står med en positiv graviditetstest i hånden, og nu går det op for dig, at du ikke aner hvad der skal ske. Vi svarer på de spørgsmål, der ofte melder sig hos nygravide – så du kan komme godt fra start.
Hvad gør jeg nu? Hvor langt henne er jeg? Hvilke vitaminer skal jeg have og må jeg egentlig dyrke motion under min graviditet? Der er mange ubesvarede spørgsmål, når man opdager, at der er to røde streger på graviditetstesten. Og der er lige så mange gode svar. Der findes nemlig tonsvis af gode råd og anbefalinger at forholde sig til, når man skal være mor. Vi har samlet de vigtigste informationer og svar på de spørgsmål, der ofte melder sig hos nygravide.
Når du opdager, at du er gravid
De fleste oplever først symptomer på graviditet i uge 3. Hyppige vandladninger, træthed og kvalme er blandt de mest almindelige symptomer, men humørsvingninger er heller ikke usædvanlige. Symptomerne giver mange en mistanke om, at de er gravide, men langt de fleste bruger en graviditetstest til at sætte to streger under, at det nu også er rigtigt. En positiv graviditetstest sætter mange tanker i gang og det første spørgsmål, der melder sig hos mange nygravide er: Hvad gør jeg nu? Det korte svar er, at du kontakter din læge, som inviterer dig til en snak om din graviditet. Ved konsultationen slås det fast, at du er gravid. Herefter får du din vandrejournal, og sammen bestiller I tid til den første scanning. Både vandrejournalen og de scanninger, du skal til, er en væsentlig del af din graviditet. Det kan du læse mere om herunder.
Det kan du læse i vandrejournalen
Vandrejournalen er vigtig. Det er det første papir på, at du er gravid og en journal, der skal skabe overblik over graviditetsforløbet for læger, sygeplejersker, jordmødre – og for dig selv. Vandrejournalen indeholder nemlig informationer om dig og resultaterne fra de undersøgelser og scanninger, du har været til. Din vandrejournal fortæller bl.a. om fosterstilling, barnets vægt, hjertelyd, og hvor langt du er henne i graviditeten. Men det fortæller også noget om dig. Fx indeholder den oplysninger om vægt, blodtryk og vand i kroppen. Sidst men ikke mindst oplyser vandrejournalen om, hvor du har været undersøgt og af hvem. Som nygravid får du vandrejournalen ved dit første lægebesøg. Journalen kan både være i papirudgave og elektronisk, alt efter hvad din læge plejer at gøre. Hvis du får udleveret en vandrejournal i papir, er det en god ide at passe godt på den og huske at medbringe vandrejournalen hver gang, du skal noget, der har med din graviditet at gøre.
Dit graviditetsforløb i scanninger
Under din graviditet har du mulighed for at blive ultralydsscannet flere gange. Igennem din læge får du tid til nakkefoldsscanning og misdannelsesscanning. Du kan også få tilbudt en terminsberegning, hvis der er tvivl om, hvor langt henne i graviditeten, du er. Derudover vælger mange selv at betale for en eller flere scanninger. Kønsscanning og 3D-scanning er ekstrascanninger, som mange gravide par vælger til. Dels fordi, det giver tryghed at vide, at alt er, som det skal være. Og dels fordi mange gravide slet ikke kan vente med at lære den lille ny at kende. På den måde er scanninger ikke kun en sikkerhed for, at der ikke er noget galt med barnet – det er også en mulighed for at se barnet, og det beskriver mange mødre som nogle af højdepunkterne i graviditeten.
- Uge 4-10: Terminsberegning
- Uge 11-14: Nakkefoldsscanning
- Uge 19-20: Misdannelsesscanning
- Ekstra scanning
Gode kostvaner under graviditeten
Mange gravide tænker mere over, hvad de spiser, end tidligere – og det er der en god grund til. For selvom du ikke skal spise dobbelt så meget, som du plejer, så skal du sørge for, at barnet får den næring, det har brug for. Al næring barnet får, får det nemlig fra dig gennem navlestrengen. Derfor er det vigtigt, at du følger nogle af anbefalingerne omkring kost under graviditeten – og det behøver ikke være svært. Vi har samlet to simple råd til gode kostvaner under graviditeten:
Følg sundhedsstyrelsens kostråd
Et godt råd til gravide – og alle andre – er at spise almindelig, varieret mad. Så hvis du kender kostrådene, er du allerede godt på vej. Det handler nemlig om at spise mad, som er sammensat af alle fødevaregrupper. Din kost må altså gerne indeholde både kød og fisk, mælkeprodukter, frugt og grønt samt kornprodukter.
Vid hvilke fødevarer du skal undgå
Der er få ting, som gravide helst skal undgå eller begrænse indtaget af. Det gælder:
- Store rovfisk, dåsetun og østersølaks
- Lever, levertran og paté
- Cola, te og kaffe
- Lakrids (max. 50g om dagen)
- Upasteuriserede oste
Køb de vigtige vitaminer
Under graviditeten forandrer kroppen sig, og det gør dens behov også. Det betyder, at din krop har behov for ekstra vitaminer under graviditeten. Derfor anbefales det, at du supplerer kosten med kosttilskud. Vi har samlet en liste over de allervigtigste vitaminer og en guide til, hvornår du skal tage dem.
- Før graviditeten – eller hurtigst muligt: Folsyre mindsker risikoen for skader på fosterets hjerne og rygmarv. Hvis din graviditet er planlagt, anbefales det, at du allerede tager folsyre inden du er gravid. Hvis graviditeten ikke er planlagt, så er det kort sagt bare at komme i gang med folsyre så hurtigt som muligt. Du kan købe flere forskellige slags folsyre lige her: Folsyre til kvinder
- Fra uge 10: Behovet for jern øges i graviditeten. Jern stimulerer dannelsen af røde blodlegemer og det er med til at sikre, at dit barn får den næring, det har brug for. Der findes flere typer af jerntabletter til gravide. Prøv fx tabletterne fra Hemojern, som kan købes her: HemoJern fra Longo
- Under hele graviditeten: Fiskeolie, Kalk og D-vitamin.
Så meget motion må du dyrke, når du er gravid
Der er ingen grund til at holde op med at dyrke motion, fordi du er gravid. Det er tværtimod en god ide at holde kroppen i gang under din graviditet. Men det er ikke alle motionsformer, der er lige velegnede til gravide. De fleste fraråder kontaktsport som håndbold, fodbold og boksning, fordi slag og sammenstød med andre kan være farligt for barnet. Det sammen gælder for ridning. Til gengæld er løb, cykling, styrketræning, yoga og svømning alle gode muligheder for at holde sig i gang under graviditet. Det kan du blive ved med, så længe du har lyst.
Kilder:
Sundhed.dk – Kost & graviditet
5 september 2018