Tvillingegraviditet – Alt hvad du skal vide om at blive gravid med tvillinger
Når du er gravid med mere end ét barn, kaldes det flerfoldsgraviditet. Når du er gravid med tvillinger eller mere, kan graviditetsoplevelsen godt føles anderledes, end hvis du var gravid med ét barn. Du har måske hørt om forskellige tegn på tvillinger, symptomer på at være gravid med tvillinger og andet, men hvad ved vi rent faktisk om at være gravid med tvillinger? Og hvor stor er chancen for at blive gravid med mere end ét foster?
Her i artiklen giver vi dig et faktabaseret svar på dine spørgsmål, og så tager vi et kig på nogle populære myter om at være gravid med tvillinger.
Chancen for tvillinger – hvor stor er din sandsynlighed?
I 1980’erne udgjorde tvillingegraviditeter cirka 1% af alle graviditeter, mens det tal var mere end fordoblet i 2008 med 2,2%. Siden har praksis inden for fertilitetsbehandling ændret sig, så man nu sjældnere lægger mere end ét æg op. Derfor er tallet faldet igen, og den aktuelle rate for tvillingegraviditeter i Danmark ligger omkring 1.7% (2018).
Antallet af flerfoldsgraviditeter er især kraftigt stigende stigende, fordi der er et stigende antal kvinder, der er i fertilitetsbehandling og i den forbindelse benytter medicin, der fremmer ægløsningen.
Derudover har din alder også en betydning for chancen for tvillinger. Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er stigende og ligger nu på ca. 29 år. Kvinders statistiske sandsynlighed for at blive gravid med tvillinger stiger frem mod midten af trediverne og bliver højere med alderen. Det skyldes, at hormonet FSH, som kan føre til, at der bliver løsnet mere end et æg, stiger med alderen. Det er altså chancen for tveæggede tvillinger, der ser ud til at stige, mens sandsynligheden for enæggede tvillinger ikke påvirkes af alder.
Disse 1-2% flerfoldsgraviditeter kan være enæggede eller tveæggede. 83% af tvillingegraviditeter er med tveæggede tvillinger, hvor enæggede tvillinger udgør 17%. Den høje andel af tveæggede graviditeter skyldes blandt andet den øgede brug af fertilitetsbehandling.
Udover alder og fertilitetsbehandling kan også arvelighed og højt BMI (over 30) øge chancen for tvillinger. Også etnicitet kan have en betydning, da nogle etniske grupper i følge visse undersøgelser har større eller mindre chance for tvillinger end gennemsnittet.
Tegn på, at du er gravid med tvillinger
Undersøgelser tyder på, at alle gener fra graviditeter med kun ét foster bliver forstærket ved flerfoldsgraviditeter. Hvis du oplever voldsommere eller tidligere graviditetssymptomer, kan det være tegn på tvillinger eller trillinger.
Ved flerfoldsgraviditeter vokser maven hurtigt i starten af graviditeten, der er hurtigere vægtøgning og mere kvalme. Det er derudover ikke unormalt med smerter, hævelser, ekstra udspilet mave og voldsom træthed.
Det kan være svært selv at bedømme, om du har mere kvalme, maven vokser hurtigere, eller du har flere smerter, end hvis du var gravid med kun ét foster, hvis du ikke har været gravid før. Hvis du har været gravid før, kan du muligvis mærke forskel på, hvor hurtigt maven vokser og om du har ekstra meget kvalme. Stærkere og tidligere tegn på graviditet får ofte kvinder, der før har været gravide, til at mistænke tvillinger.
Hvis du oplever, at du har tegn på at være gravid med tvillinger, kan du få vished ved en ultralydsscanning. Her ser man, om der er ét eller flere fostre i maven. Allerede i uge 5 kan man i de fleste tilfælde se, om der er tale om en tvillingegraviditet, mens du først kan få en helt sikker bekræftelse på, hvor mange fostre, du har i maven, når der er hjerteblink omkring uge 6+.
Hvis du opdager, at du er gravid med tvillinger
De fleste får et chok, når de opdager, at de er gravide med tvillinger. Livet med tvillinger kan virke uoverskueligt krævende, og selve tvillingegraviditeten er også anderledes, end hvis du er gravid med et enkelt barn. Der er nemlig højere risiko for komplikationer og for tidlig fødsel, og derfor er en tvillingegraviditet altid at betegne som en “risikograviditet”. Derfor vil man som tvillingegravid gå til flere undersøgelser og scanninger, og typisk stoppe tidligere med at arbejde.
Hvis du gerne vil følge endnu mere med i din graviditet, kan du overveje en doppler. Den gør det muligt for dig at høre børnenes hjertelyd hjemme hos dig selv. Mange kvinder synes det er det hyggeligt at høre de små hjerter banke inde i maven. Med en ultralydsdoppler kan oplevelsen desuden deles med mand og eventuelle børn – og man kan gemme en optagelse af de små hjerters banken som et minde.
Myter om tvillingegraviditet
Hvis du har snakket med venner og familie om graviditet, er det meget sandsynligt, at du hører forskellige meninger og sandheder, afhængigt af hvem du snakker med. Der er nemlig mange myter om tvillingegraviditet. I dette afsnit forsøger vi at grave nogle af de mest populære myter op.
Du får mere kvalme, hvis du venter tvillinger
Dette er sandt. Jo mere du oplever kvalme, jo større er sandsynligheden for, at du venter tvillinger. Det hænger sammen med, at du ved flerfoldsgraviditeter producerer større mængder af graviditetshormonet HCG. Da HCG-niveauet stiger hurtigere ved en tvillingegraviditet, vil du også ofte kunne teste positivt tidligere, hvis du anvender en graviditetstest.
Man skal spise for tre, når man er gravid med tvillinger
Selvom det er en skøn tanke, at man kan spise al den lækre mad og alle de snacks, man har lyst til, er dette desværre en myte, der ikke passer. Du skal faktisk kun øge dit kalorieindtag i det andet trimester, hvor du her skal spise ca. 300 kalorier ekstra om dagen. Det er dog rigtigt, at man ofte oplever større appetit og større vægtøgning, når man er gravid med tvillinger, end når man er gravid med et enkelt foster.
Tvillinger er arveligt
Ja, tvillinger er i en vis grad arveligt. Arvelighed og tvillingegraviditet hænger sammen med kvindens tilbøjelighed til at løsne flere æg på én gang og dermed blive gravid med tveæggede tvillinger. Arveligheden er altså altid på kvindens side, og tvillinger i mandens familie påvirker ikke et pars chance for tvillingegraviditet.
Enæggede tvillinger opstår derimod som en spontan mutation, når kvindens æg en sjælden gang deler sig i to fostre meget tidligt i graviditeten. Dette opstår helt tilfældigt, og chancen for enæggede tvillinger er altså ikke arveligt betinget, men ens for alle.
Tvillinger skipper en generation
Det er en udbredt myte, at hvis familien har en historie med at få tvillinger, vil dette ske hver anden generation. Der er dog ikke noget, der tyder på, at dette er sandheden. Man har i dag konkluderet, at familier med en historie med at få tvillinger har større chance for at få tvillinger i fremtidige generationer. Der er altså ingen tvivl om, at tvillinger er arveligt. Men at tvillingefødsler hopper en generation over er en myte, der ikke er bevist.
Tvillinger vejer mindre ved fødslen
En anden udbredt myte om tvillingefødsler er, at babyerne vejer mindre ved fødslen. Dette er sandt, og det er faktisk et af de største årsager til problemer ved tvillingefødsler. Tvillinger, trillinger og firlinger bliver født tidligere og tidligere, jo flere fostre der er tale om. Den normale graviditetsperiode er 40 uger, mens tvillinger gennemsnitligt fødes omkring uge 36 i graviditeten, trillinger i uge 32, og firlinger i uge 29. Dette betyder, at ved flerfoldsfødsler er babyerne født mindre, mindre udviklede og mindre modstandsdygtige i de første uger af deres levetid.
Kan man selv gøre noget for at øge chancen for tvillinger?
Hvis du er over 35 år og hvis du er i fertilitetsbehandilng med ægløsningsfremmende medicin, har du en statistisk forhøjet chance for at blive gravid med tvillinger. Men er der andet, man selv kan gøre, hvis man meget gerne vil have tvillinger?
Det findes en lang række ammestueråd til, hvordan man får tvillinger – eller i hvert fald øger chancen for tvillinger, og bl.a. siges et stort indtag af mælkeprodukter at øge niveauet i kroppen af et bestemt protein, som øger chancen for at løsne flere æg og dermed øger chancen for tvillinger. Der er dog ingen videnskabeligt beviste metoder til at øge chancen for at få tvillinger.
Kilder:
https://www.laegerformidler.dk
28 april 2021