menu
Artikler om fertilitet | Guide til fertilitetsbehandling

Chancen for at blive gravid med fertilitetsbehandling – alt hvad du bør vide

Store drømme kræver ofte lidt planlægning. For nogle går det nemt, mens der for andre skal lidt hjælp til. Vi kigger her på chancen for at blive gravid med fertilitetsbehandling.

Babyplan vil gerne guide dig/jer på din vej til drømmen om en baby – også når det ikke går lige så hurtigt, som du forventer. Denne artikel handler om chancen for at blive gravid med fertilitetsbehandling.

Ufrivillig barnløshed er meget udbredt

Ifølge Danske Regioner bliver omkring hvert 10. barn i Danmark født efter fertilitetsbehandling. 16-26 procent af alle kvinder og par oplever at have problemer med at blive gravid. Ufrivillig barnløshed er således den hyppigst forekommende sygdom i den fødedygtige alder – hyppigere end astma, diabetes, psykiske sygdomme, kræft og hjertekarsygdomme.

Hvor mange får fertilitetsbehandling? I 2021 blev 37.560 fertilitetsbehandlinger startet i det danske sundhedsvæsen, som er de nyeste tal fra Sundhedsdatastyrelsen. Der skete et fald i antallet af behandlinger under Covid-19 nedlukningen. Før Covid-19 var tallet i 2019 oppe på 40.090 fertilitetsbehandlinger.

Men hvad skyldes det egentlig, at chancen for at blive gravid i stigende grad kræver fertilitetsbehandling? Her er nogle rå fakta:

  • Hos omkring 40 procent skyldes det problemer helt eller delvist hos manden
  • Hos kvinden er manglende ægløsning og aflukkede eller dårligt fungerende æggeledere de hyppigste årsager.
  • Frugtbarhed og alder har en tydelig sammenhæng (se længere nede)
  • Rygning, alkohol og for højt BMI nedsætter chancen for graviditet og øger risikoen for graviditetstab.
    Kilde: Regioner.dk

Vil du gerne vide, hvad din chance er for at blive gravid, kan du få gratis fertilitetsrådgivning (hvis du ikke har en henvisning til en offentlig klinik) hos bl.a.

Kravet er, at du skal bo i regionen. Her undersøges kvinder og mænds fertilitet for at hjælpe dem med at finde ud af, hvor stor chancen er for at få børn.

De fleste har brug for mere end ét forsøg

Vi kender alle historien om par, som bliver gravide i første forsøg på fertilitetsklinikken, eller som starter i behandling og bliver gravide naturligt, mens de holder en pause eller er på ferie.

Mange har også den opfattelse, at chancen øges markant i fertilitetsbehandling, fordi alt er ’timet og tilrettelagt’. Det er heller ikke forkert, men sandheden er – og det kan måske give dig/jer lidt ro – at du langt fra er den eneste, hvis du skal bruge mere end ét forsøg. Det er helt normalt. Chancen for at blive gravid er selvfølgelig ikke 100% i fertilitetsbehandling. Det samme gælder for par, som ikke er i fertilitetsbehandling. Der er netop en grund til, at par skal forsøge i et år, før de kan blive henvist til fertilitetsbehandling.

Men hvad kan du så forvente? Vi har kigget lidt nærmere på tallene fra det offentlige. Tallene nedenfor er baseret på dem, som er henvist til fertilitetsbehandling.

  • Ca. 15% bliver i gennemsnit gravide ved hver inseminationsbehandling. Det ligger nogenlunde konstant ved de første behandlingsforsøg, men herefter aftager chancen for at blive gravid.
  • Ca. 20% bliver gravide efter insemination med donorsæd pr. cyklus.
  • Ca. 40 % får en positiv graviditetstest, når der oplægges befrugtet æg ved IVF/ICSI. Af dem, der bliver gravide, er det ca. 65 % der får et eller flere børn. Chancen kan dog variere alt efter kvindens alder, hendes helbred og den anvendte teknologi.
    (Kilde: Nordsjællands Hospital)

Her bør det tages med i overvejelserne, hvis du er over 40 år, da det offentlige ikke behandler kvinder, som er fyldt 41 år. Er du kvinde og over 40 år, kan din alder have stor betydning for din fertilitet. Kvinder over 40 år anbefales at starte direkte i IVF-behandling (reagensglas). Det er væsentligt mere effektivt.

  • Er du 40 år, er chancen for at føde et barn omkring 15-20%
  • Chancen er 13-15% for kvinder på 41 år.
    (Kilde: Trianglen Fertilitetsklinik)

Har du allerede en fertilitetslæge, kan du spørge, om din læge kan lave et skøn over antallet af forsøg, du kan forvente at skulle have. Fertilitetslægen kan lave et skøn baseret på dine blodprøver, scanninger m.m.

Manden er ikke begrænset af alder – og så alligevel

I fertilitetsbehandling er der meget fokus på kvindens alder. Kvinder skal være henvist til en offentlig fertilitetsklinik, inden de fylder 40 år og kan ikke modtage behandling, når de er fyldt 41 år. Når kvinden fylder 46 år, må hun ifølge dansk lovgivning ikke modtage fertilitetsbehandling i Danmark.

Når det kommer til mændene, er der ingen begrænsning. Vi har alle hørt om eller set historier med mænd (eller Hollywood-stjerner), der får små børn i en høj alder. Men selv om vi nok har en forestilling om, at mændene kan få børn hele livet, så sker der også noget med sædkvaliteten hos mænd – blot på en anden måde.

Mænds frugtbarhed er ikke relateret til alder på samme måde som hos kvinden (Netdoktor.dk). Sædkvaliteten påvirkes kun få procent fra år til år, men fra manden er omkring 20 år falder volumen af sæd og sædcellernes evne til at bevæge sig kontinuerligt.

Fra omkring 40-50-års alderen kan sædkvaliteten have betydning for, hvor lang tid det tager at gøre en kvinde gravid samt øge risikoen for, at kvinden får en spontan abort.

Så lang tid tager det en mand at gøre sin partner gravid naturligt, når det holdes op mod hans alder:

  • Er han under 25 år, tager det i gennemsnit 4,5 måned
  • Er han over 40 år, tager det i gennemsnit 2 år, hvis kvinden er under 25 år

(Kilde: Sjællands Universitetshospital)

Inden for de seneste 10 år er det blevet tydeligt, at mænds livsstil har stor betydning for sædkvaliteten. Mænds sædkvalitet, og hvad en mand selv kan gøre for at øge chancen for at gøre sin partner gravid, har vi hos Babyplan skrevet rigtig meget om – se disse artikler:

Hvordan kan man forbedre sædkvaliteten, hvis sæden er dårlig?
Dårlig sædkvalitet hos danske mænd

Alt det kan du selv gøre for at øge din chance

De fleste af os er vant til, at vi selv kan gøre noget, når vi har et problem. Derfor er det svært at acceptere, at vores krop ikke kan blive gravid, når vi ønsker det. At vi er afhængige af lægerne og er begrænset af vores cyklus og ventetider i det offentlige. Det kan føles som mange barrierer, og der er faktisk en hel del, du selv kan gøre. Du kan gøre noget godt for din krop og psyke, så din og din partners krop er 100% klar.

I Babyplans guide skrevet i samarbejde med TFP Stork Fertility kan du læse om, hvordan du som kvinde sammen med din partner kan øge chancen for graviditet, og hvad du/I bør være opmærksom på i forhold til kost, motion og livsstil. I guiden berører vi følgende emner:

  • Bliv klogere på din cyklus
  • Bliv mere bevidst om, hvad der er optimalt, når det gælder motion, kost og vægt
  • Få indsigt i, hvorfor alkohol, koffein og rygning har en dårlig effekt på din chance for at blive gravid
  • Vær bevidst om det, som stresser dig, og lær at undgå det
  • Lidt viden om alternative behandlingsformer: Akupunktur og zoneterapi
  • Vær bevidst om at undgå kemikalier, konserveringsstoffer m.m.

I guiden deler vi desuden en række links til mere viden.

Klinikkernes succesrater og din chance for at blive gravid

Ligesom gode anmeldelser fra patienter, som allerede har fået hjælp på fertilitetsklinikkerne, er succesrater – dvs. klinikkernes opgørelse over chancen for at blive gravid – et vigtigt parameter, når mange skal vælge en privat fertilitetsklinik. Vi vil alle gerne ind på de mest succesfulde klinikker med de bedste resultater og anmeldelser, fordi vi tænker, at så må chancen for at blive gravid være størst.

Alle klinikker har pligt til at offentliggøre deres succesrater fra graviditeter. De fleste klinikker er stolte af deres succesrate og stræber efter at være gennemsigtige og ærlige om deres resultater. De flotte succesrater kan dog give dig et falsk håb. Samtidig kan det være svært at sammenligne klinikkernes resultater.

Årsagen er, at klinikkerne præsenterer deres resultater meget forskelligt. Hertil kommer, at nogle klinikker har procentvist flere kvinder over 40 år, hvor der oftere er gynækologiske problemer og/eller kvinder med lav ægreserve. Nogle klinikker behandler flere lesbiske eller enlige kvinder end andre. Her har kvinderne ikke nødvendigvis problemer med fertiliteten. Derfor kan det være svært at sammenligne resultaterne.

Hvis du er nysgerrig på klinikkens succesrate, så spørg ind til, hvordan klinikken beregner den. Mange klinikker kigger på forskellige stadier af behandlingen, da nogle patienter ikke når til næste behandlingsfase. Det vil også være relevant at kigge på, hvilke typer af behandling de tilbyder, og evt. hvilke patientgrupper de er særligt dygtige til.

Husk dog altid på, at klinikkernes succesrater er baseret på statistikker. De tager ikke højde for dine individuelle forhold. Derfor skal du altid tale med klinikken om din situation og spørge ind til dine chancer. Din chance for at blive gravid afhænger typisk af følgende parametre:

  • Din alder, sundhed og livsstil
  • Historik omkring barnløshed og evt. tidligere graviditeter
  • Din cyklus og underlivssygdomme
  • Din partners sædkvalitet.

Relaterede artikler

Vejen til ønskebarnet kan være længere end forventet. Står du eller I og overvejer fertilitetsbehandling, så har Babyplan lavet en miniguide med 7 gode råd til, hvordan du kan være godt forberedt på fertilitetsbehandling, inden du går i gang. Vi kigger her nærmere på de kriterier, regler, ventetider og undersøgelser, som du skal være forberedt p

Læs mere

Hvad er dine muligheder for fertilitetsbehandling, hvis dit BMI ligger over det normale? Hos Babyplan kigger vi på kravene i det offentlige og i det private. Den gode nyhed er, at på nogle klinikker er BMI ikke længere en hindring.

Læs mere

Hvad er prisen på et barn? Eller med andre ord: Hvad koster det at gå i fertilitetsbehandling på en privat klinik? Hos Babyplan giver vi et indblik i, hvad du bør vide, så du har en klar idé om, om der skal spare op, lånes penge eller lignende.

Læs mere

Hvor mange får fertilitetsbehandling? Hvad er chancen for at blive gravid med fertilitetsbehandling? Og hvad kan du selv gøre for at øge din chance for at blive gravid.

Læs mere

Tilbage til alle artikler